I dag vågnede man op til en lidt trist nyhed, efter en ellers hyggelig valgaften. Trump som præsident. Det bliver godt nok spændende hvordan det kommer til at forløbe. Men et par billeder fra i går aftes kan i da se.
I dag skulle vi så på besøg hos Dansk Industri (DI). Vi blev mødt af et par praktikanter - Camilla og Erik - som fortalte lidt om Dansk Industri, hvem de er og hvad de laver generelt, og hvad de laver her i Bruxelles. Arbejdet her i Bruxelles går primært ud på lobbyisme, og er altså meget politisk orienteret. Det handlede bl.a. meget om for dem at have ørerne ude, og finde ud af om nye lovforslag var noget de skulle have blandet sig i, så deres interesser kunne blive tilgodeset i det endelige lovforslag. DI er dog en ret lille organisation i Bruxelles sammenhæng, så ofte samarbejder de med andre, f.eks. dem de også havde kontor ved, som hed Business Europe.
Oplægget i dag synes jeg var meget interessant, både i form af at Camilla og Erik var gode til at formidle, og det at det handlede om politik, som jeg synes er spændende. Det var interessant at høre lidt om hvordan lobbyisme kan foregå, da det egentlig klinger lidt negativt i mine ører, men det egentlig ikke er så slemt i virkeligheden. For selvom man forsøger at påvirke nogle mennesker til at tilgodese ens sager, og det ofte er de store aktører der bliver hørt, så er det muligt også for mindre aktører som f.eks. DI at samarbejde med andre der mener det samme, eller noget derhen af, og så alligevel kunne blande sig lidt i den politiske dagsorden.
Efter besøget hos DI, på vej ned til metroen, var der pludselig en masse politibetjente allevegne. Pludselig kom der en kæmpe flok mennesker gående som demonstrerede om noget med stålindustrien. Det er nu anden gang vi ser en demonstration på de 5 dage vi har været her. Det er ret imponerende. Men jeg tænker det har noget at gøre med at Bruxelles er lidt som Europas hovedstad, og der foregår rigtig meget politisk hernede. Demonstrationerne bliver lettere set af en masse europæiske politikkere, som har rigtig meget at skulle sige i forhold til EU politik.
Efterfølgende tog vi metroen hjemad, og besluttede os for at gå ud og spise frokost. Vi fandt et hyggeligt sted der hed Food Factory, der hovedsageligt var fyldt med ældre mennesker. Det synes vi var lidt sjovt.






Ingen kommentarer:
Send en kommentar