mandag den 14. november 2016

Mandag hos Den Faste Danske Repræsentation..

I dag var vi på besøg på den Danske Ambassade i Bruxelles, hos Den Danske Faste Repræsentation.

Vi fik et oplæg fra Transportattaché Anders Windfeldt Jensen omkring deres arbejde her i Bruxelles, og hvilken rolle de spiller i EU-systemet. Han fortalte at repræsentationen i Bruxelles, er en af de største Danmark har, men i Bruxelles er de en af de mindste. De var 70 medarbejdere og 17 praktikanter. Alle ministerier i Danmark er repræsenteret hernede, undtagen Kirkeministeriet. De arbejder som den danske regerings øjne, ører og forlængede arm i forhold til de ting der sker i EU.  I Rådet er de med til at forhandle på Danmarks vegne, i arbejdsgrupper. I forhold til Kommissionen arbejder de med at påvirke strategier og forslag, påvirke gennemførelse og de har dialog om konkrete sager. I forhold til Europa Parlamentet arbejder de med at følge deres arbejde, bidrage med information og påvirke parlamentets arbejde, der hvor det er muligt og hensigtsmæssigt.
Alle disse ting gør de efter instruktion fra København (ministerierne), inden for rammerne af EU-beslutningsproceduren i København og ved at de holder København på forkant og er i dialog med dem omkring politikken.

Repræsentationens rolle i forhold til Europa Parlamentet forklarede han lidt mere uddybende. Der var ikke så meget om deres rolle i forhold til Kommissionen, men det forklarede han med at deres arbejde var mere lukket, man kunne godt komme med ideer til Kommissionen omkring ting man gerne ville have taget op, men det er op til Kommissionen at gøre det. Det er dem der har initiativretten, og dermed helt styrer hvad der kommer på dagsordenen. Til gengæld var det nemmere at arbejde med Parlamentet, de havde dog ikke en naturlig plads ved bordet ved forhandlinger, men de kunne støtte danske MEP'ere (medlemmer af parlamentet) med at fremskaffe informationer og give dem gode råd, hvis de ønsker det. Samtidig fortalte han, at hvis man ikke kunne vinde en sag i Rådet, så kunne den måske vindes i Parlamentet i stedet. Om ikke andet kunne man bruge Parlamentet til at indhente oplysninger om løbende sager.

Han fortalte også at de i Repræsentationen havde nogle målsætninger i forhold til danskere i EU, som de arbejdede hen i mod. De var f.eks:

  • At øge antallet af danske ansatte og danske ansøgere til EU-stillinger
  • At øge midlertidig udsendelse af danske embedsmænd til EU-institutionerne
  • At sikre god kontakt til danskere i EU
  • At markedsføre mulighederne for EU-karriere i form af:
    • Praktikanter
    • Nyuddannede kandidater
    • Organisationerne
    • Herunder oplysninger om og undervisning i EU's adgangsprøver (EPSO)
Han sluttede af med at fortælle hvilke fokusområder de har her i den sidste halvdel af 2016. Det var nogle ret interessante emner som også derhjemme bliver diskuteret flittigt. Tingene var:
  • Brexit
  • Migration
  • Kampen mod terrorisme
  • Rusland/Ukraine
  • Eurokrise
  • Danmarks retsforbehold efter 3/12/2015 (parallelaftale for europol?)
  • På transportområdet - luftfartspolitik
Han regnede med at valget i USA nok også ville komme til at fylde lidt, når man vidste lidt mere om hvad der skulle ske. 

Det var et ret spændende oplæg, og timen var hurtigt gået. Efterfølgende fik vi fri og Schack og jeg tog ud for at finde den sidste af de tre i den tissende trio, Jeanneken Pis. Vi fandt hende i en sidegade tæt på hvor vi spiste den første aften. Så nu har vi set dem alle tre. Jeanekken Pis, som er fra 1985, er faktisk en ønskebrønd, og pengene folk smider i går til kræftforskning. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar