søndag den 13. november 2016

Søndag i Bruxelles..

I dag har været endnu en stille og rolig dag, lige som man trængte til. Endnu en gang blev der sovet længe, og efter bad og diverse gik Schack og jeg en lang tur rundt i Bruxelles. Vi startede med at gå ned i centrum og kigge. Vi fandt en butik der havde den største sko jeg nogensinde har set udstillet, så det blev vi nødt til at tage et billede af. Schack bruger 45, så må vi jo så gætte os til en størrelse på den anden.


Herefter gik vi en tur op ad gågaden, hvor alle butikker for en gangs skyld havde lukket. Menneskemængden var betydeligt mindre i dag, og det var virkelig dejligt at kunne gå rundt og kigge ordentligt på tingene, uden at være bange for at gå ind i folk når man gik og var lidt uopmærksom, på grund af alle de fine udstillinger og bygninger.


Vi fandt en rigtig smuk plads, som hedder Place des Martyrs. Pladsen er dedikeret til de døde fra den Belgiske Revolution i 1830, men blev opført tilbage i 1774-1778.


Mens vi gik rundt så vi også rigtig mange fine malerier på væggene i tegneseriestil, som de også er meget kendte for hernede. Vi fandt også endnu en "nørd" butik, som de også har rigtig mange af hernede.





På vores lille vandretur fandt vi også helt tilfældigt Zinneke Pis, eller Het Zinneke, som er en tissende hund. Den hører til den trio der er med Manneken Pis, den tissende dreng, og Jeanneke Pis, den tissende pige. Hende mangler vi stadig at finde. Zinneke Pis er opstillet i 1998, men i 2015 var der en bil der påkørte den, så kunstneren måtte restaurere den, og den var da også helt fin og ny at se på.


 Vi sluttede gåturen af med en frokost på en restaurant som var rigtig hyggelig, med en lækker ragout af det møreste oksekød. De kan altså virkelig finde ud af at lave mad hernede.
Resten af dagen er brugt på afslapning og hygge, blandt andet med at spille yatzy, og hyggesnakke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar